
Social- og sundhedsassistenten Yasar
Yasar er uddannet social- og sundhedsassistent og har været ansat 3 år i hjemmeplejen, Sektion Hømarken. Yasar kommer fra Pakistan og har boet i Danmark i 11 år.
Yasar

Social- og sundhedsassistent Yasar
Kan du fortælle lidt om dig selv om dine arbejdsopgaver?
Jeg arbejder som aftenvagt. Jeg giver fx insulin, hjælper med måling af blodsukker og forskellige sårbehandlinger. Det kommer meget an på, hvordan min køreliste lige ser ud.
Din baggrund - hvad har du lavet før?
I Pakistan arbejdede jeg forskellige steder. Jeg arbejdede blandt andet som ufaglært på et privat sygehus. Jeg har også været inden for håndværkerfaget og jeg har arbejdet i butik.
Hvordan og hvorfor er du havnet her?
Da jeg kom til Danmark, kendte jeg en, som boede i Svendborg og arbejdede som social- og sundhedsassistent. Jeg snakkede med ham og hørte om arbejdet og jeg synes det lød rigtig spændende. Så startede jeg op på social- og sundhedsskolen. I første omgang skulle jeg være social- og sundhedshjælper, men skolen spurgte mig, hvorfor jeg ikke startede som assistent i stedet for. Det syntes skolen sagtens jeg kunne, selvom jeg ikke helt vidste med sproget. Men de lovede mig, at det skulle jeg nok kunne klare.
Hvad er det bedste ved dit arbejde og din arbejdsplads?
Det bedste er mine kolleger. Vi har et rigtig godt samarbejde – både med de kolleger, der arbejder om dagen og de, der arbejder om aftenen. Jeg har nogle rigtig gode kolleger og jeg er rigtig glad for at arbejde i hjemmeplejen. Min planlægger er super dygtig og min sektionsleder giver sig tid til at tale med den enkelte medarbejder. I sektion Hømarken er vi gode til at dække ind for hinanden, hvis der fx er en sygemelding. Så finder vi ud af det kollegerne imellem, hvem der tager ud til hvilke borgere. Vi hjælper hinanden i Sektion Hømarken og vi hjælper selvfølgelig også de andre sektioner, der er under Hjemmepleje Øst.
Hvilken forskel er du med til at gøre i/med dit arbejde?
Jeg arbejder med hjertet og det gør mig glad. Nogle borgere har brug for, at man bare lytter. Hvis en borger er trist, så prøver jeg at gøre vedkommende mere positiv inden jeg gør ud af døren igen. Det betyder meget for mig, at jeg kan mærke en borger bliver mere glad efter vi har talt lidt sammen.
Hvordan føler du dig klædt på til at løse dine opgaver?
Hvis jeg er usikker på noget, så har vi nogle dygtige sygeplejersker, som jeg altid kan ringe til. Vi har et godt samarbejde på tværs – lige fra hjælpere, assistenter, ufaglærte til sygeplejersker. Vi har et godt kollegaskab og samarbejder rigtig godt på tværs. Det gør, at jeg føler mig klædt på til at løse mine opgaver.
Hvilke muligheder har du for at videreudvikle dig og din faglighed i jobbet?
Vi har jo mange forskellige borgere vi skal ud til, så jeg udvikler mig hele tiden fagligt.
Hvordan hænger dit arbejde sammen med dit privatliv?
Jeg arbejder om aftenen og min hustru arbejder om dagen. Det fungerer rigtig godt for os. Så kan jeg aflevere børnene stille og roligt om morgenen. Jeg har næsten 15 dage fri om måneden, hvor jeg har tid til at være sammen med min familie.
Hvad vægter du højt?
Frisk luft og i hjemmeplejen er man ikke samme sted i otte timer. Her kommer man rundt til forskellige mennesker og hjem. Det er sjovt og spændende og jeg kan lide det sociale ved arbejdet.
Hvilken grad af indflydelse har du på egen arbejdstilrettelæggelse?
Jeg har en fast plan, som jeg trives med. Og så har vi en super dygtig planlægger. Det er med til at give en god ro på vagten. Brænder det på, så siger jeg næsten aldrig nej til en ekstra vagt.
Hvad skal der til, for at du trives i jobbet?
Et godt kollegaskab og det har jeg her i sektion Hømarken.