
Ådalen
Ådalen Plejecenter
Ådalen Plejecenter er et mindre landsbyplejehjem, der ligger i Vejstrup, tæt ved Vejstrup Ådal.
Den ældste bygning er fra 1949 og renoveret i 2014. De resterende bygninger er tilbygget senest i 2005, således, at Ådalen i dag fremstår som en 4-længet bygning med gårdhave i midten.
Boligdelen er ejet af Boligselskabet Domea, der også står for udlejning af lejlighederne. Det er dog Svendborg Kommunes visitatorer, der anviser boligerne.
Vi har eget køkken, som producer det meste mad helt fra bunden.
Domea og CETS står for at holde udearealerne i gårdhaven og omkring plejecentret. Derudover hjælper de beboere, der har lyst og lejlighed, til.
Vores beboere kan benytte sig af aktivitetscentret Damgården i Skårup cirka en gang om ugen, hvis det faglige personale i samråd med borgeren vurderer, der er et behov herfor.
Boligstørrelse: 65-74 m2 (inklusiv evt. fællesarealer)
For info om husleje og indskud, kontakt Domea:
Ådalen Plejecenter består af to afdelinger – en afdeling med 14 plejeboliger og en afdeling med 6 plejeboliger samt en enkelt gæstebolig.
Alle 21 boliger (undtagen én gæstebolig) er halvandenrums moderne boliger med handicapvenlige badeværelser.
Visitation til Ådalen Plejecenter foregår via Svendborg Kommunes boligvisitatorer. Herefter foregår udlejningen, lejekontrakt m.m., ved Boligselskabet Domea, der ejer boligerne.
Når lejekontrakten er underskrevet, aftales indflytningen med Ådalens personale, så vi kan tage imod, med den hjælp og støtte, der måtte være behov for. Ligeledes aftales, om eller hvordan en ny borger ønsker at præsentere sig for de øvrige beboere. Vi ser det nærmest som en festdag, når nye beboere flytter ind.
Vi er meget interesseret i et godt samarbejde med beboere og pårørende. Derfor forsøger vi altid at møde den nye beboer før indflytning.
Alle beboere tilbydes en servicepakke, som koster kr. 1.500,- pr. måned. Servicepakken dækker mad og drikke, ud over den varme mad (betales særskilt), kaffe/te, kage, øvrige mellemmåltider, rengøringsmidler, hygiejneartikler, fælles avis, aktiviteter m.v.
På Ådalen har vi vores eget køkken, hvorfra alt mad til beboerne kommer. Vi lægger vægt på, at vores beboere er medbestemmende for de retter, der serveres.
Vi vil gerne opfordre og invitere pårørende til, efter evne og formåen, at hjælpe med og være aktive, både ved vores arrangementer og i hverdagen. Pårørende er velkomne til at deltage aktivt i livet på Ådalen. Man er også velkommen til selv at tage initiativ til aktiviteter og må også gerne inddrage medbeboere.
Det kan for eksempel være at spille kort, bage en kage i vores køkken, gå ture, køre tur på vores duo-cykel, eller deltage i en af vores ture ud af huset.
Ådalen


Vi lægger vægt på, at Ådalen er et trygt og rart hjem for vores borgere, og det er således borgernes ønsker og behov, der ligger til grund for stort set alt, hvad vi gør. Borgernes pårørende er akkurat lige så velkomne på Ådalen, som Ådalens borgere ønsker. Ådalens borgere har f.eks. besluttet, at deres pårørende ikke skal betale for kaffe, når de kommer på besøg. Det er målet for os, at gæster føler sig mindst lige så velkomne, som hvis besøget foregik i de private hjem, vores borgere kom fra, da de flyttede ind på Ådalen.
Vi ser det som vores opgave, at understøtte borgerne, så de kan leve deres eget hverdagsliv med de ønsker de har til livet inde på plejecenteret.
Personalets tilrettelægger individuel rehabilitering i samarbejde med borgere og pårørende.
Vi prioriterer det at kunne komme udenfor rigtig højt. Især om sommeren opholder vi os meget i gårdhaven, hvor der som regel er både sol og læ. Vi har en duocykel, hvor vi eller vores borgeres pårørende kan cykle en tur med borgerne.
Vi tilrettelægger en del aktiviteter, både i og uden for huset. Derudover holder vi fester i løbet af året, hvor vi også inviterer pårørende.
Ådalen har i 2023 fået en venneforening, Ådalens Venner, som bistår med aktiviteter og arrangementer på Ådalen.
Ådalen


På Ådalen Plejecenter har vi ét fælles valgt Bruger- og pårørenderåd, der, sammen med sektionsleder, varetager beslutninger og drøftelser, på vegne af alle borgere og pårørende, om blandt andet:
• Pris og indhold af servicepakke
• Aktiviteter for beboerne
• Indkøb af forskellige ting
• Indretning og brug af fællesarealer
• Fælles husdyr
• Mad, drikke, spisetider m.m.
• Rammer og vilkår for gæster
Bruger- og pårørenderådet mødes cirka fire gange om året sammen med sektionsleder eller oftere, hvis der er behov for det.
Der afholdes valg til bruger- og pårørenderåd hvert år i marts måned.
Plejecenteret er underlagt tilsyn af forskellige myndigheder. Hvert år kommer der uanmeldt tilsyn ved embedslæge, som vurderer om plejecenteret lever op til gældende krav fra Sundhedsstyrelsen.
Embedslægen har ift. Ådalen besluttet, at overgå til gradueret tilsyn fordi plejecenteret fint har levet op til Sundhedsstyrelsens krav og derfor ikke skal have tilsyn hvert år, men hvert andet år.
Hvert år er der desuden et uanmeldt internt tilsyn ved Svendborg Kommunes myndighedsafdeling, som vurderer plejecenteret ud fra kommunens og Sundhedsstyrelsens krav.
Hvert år inviteres Ådalens beboere og pårørende til et dialogbaseret tilsyn/møde, hvor man kan drøfte forskellige emner, der knytter sig til hvordan beboere og pårørende oplever Ådalen Plejecenter.
Vi er også underlagt Fødevarestyrelsens krav om hygiejne og forsvarlig omgang med fødevarer. Således kommer levnedsmiddelkontrollen på uanmeldt tilsyn 1-2 gang om året. Ved indgangen til plejecentret kan man altid se resultatet af seneste tilsyn i form af en (Elite) smiley.
Endelig har Ådalen jævnligt besøg af Arbejdstilsynet og har senest fået tildelt en grøn smiley.
Send Digital Post når du skal du skal sende personlige oplysning om fx helbred, familieforhold eller cpr.-nummer
Skriv sikkert til os
Send Digital Post når du skal du skal sende personlige oplysning om fx helbred, familieforhold eller cpr.-nummer