
Gudbjerg
Gudbjerg Plejecenter
Gudbjerg Plejecenter er en del af Plejecenter Øst i Svendborg Kommune. Gudbjerg Plejecenter er bygget i 1952 og er blevet delvist ombygget i 2002 og igen i 2018. Plejecentret er beliggende i smukke landlige omgivelser.
Gudbjerg Plejecenter består af moderne lyse og tidssvarende boliger. Disse er henholdsvis inddelt i pleje-, demens- og ældreboliger.
På Gudbjerg Plejecenter har vi fokus på det gode hverdagsliv. Vi har fokus på at møde hinanden med smil og latter, da dette smitter.
I alle afdelinger har vi hyggelige opholdsstuer. Dem er man velkommen til at benytte sig af, både som beboer og pårørende. Derudover forefindes der en større fælles hyggestue, hvor der en gang i mellem samles beboere og pårørende til forskellige arrangementer.
På Gudbjerg Plejecenter bestræber vi os altid på at skabe et personligt og hjemligt miljø på vores fællesarealer. På Gudbjerg indtænker vi små aktiviteter i hverdagen. Der er meget forskel på hvad man som beboer ønsker og mestrer i forhold til aktivitet og socialt samvær. Vi er idrætscertificerede og derfor tilbyder vi 3 forskellige aktiviteter om ugen. Dette kan være i form af en gåtur, gulvdart, ballonspil eller noget helt andet. Her er det kun fantasien der sætter grænser. Ligeledes værner vi om traditioner og derfor nyder vi, når der er højtider vi kan fejre.
Vi har en Facebookgruppe for beboere og pårørende, hvor man kan følge med i de gode øjeblikke, der opstår både når det er hverdag og når der er fest.
På Gudbjerg Plejecenter har vi ligeledes et godt og tæt samarbejde med Gudbjergs Venner, der består af ildsjæle fra lokalområdet. Gudbjergs Venner kommer ofte forbi til en hyggelig snak, en gåtur i det fri, musik og sang eller anden underholdning. De deltager og hjælper også gerne, når beboerne på Gudbjerg Plejecenter skal på tur, eller vi holder fest i huset. I forbindelse med beboerfødselsdag kommer de altid på besøg med en buket blomster.
Boligstørrelse: 48-68 kvadratmeter (inklusiv evt. fællesarealer)
Husleje og indskud: kontakt Domea.
Gudbjerg Plejecenter består af i alt tre afdelinger.
Den ene afdeling rummer 10 mindre plejeboliger. Den anden afdeling rummer syv plejeboliger og den tredje afdeling rummer syv boliger tilegnet borgere med demenssygdomme.
Plejeboligerne er et-rums boliger, der varierer i størrelse fra 48 til 68 kvadratmeter.
Boligerne på 48 kvadratmeter er indrettet med en fælles sove - og opholdsstue, hvor der er plads til let møblering. Derudover er der en mindre mellemgang med skabe samt et badeværelse.
Der er udgang fra boligen til egen terrasse.
Boligerne på 68 kvadratmeter er indrettet med en stor fælles sove – og opholdsstue, hvor der er plads til at dele rummet med f.eks. skabe.
Herudover er der køkkenfaciliteter og et stort handicapvenligt badeværelse.
Der er udgang fra boligen til egen altan.
Fælles for alle afdelinger er, at der er fælles opholdsstue, hvor der skabes hygge og socialt samvær samt et bredt gangareal, der indbyder til træning.
Når en borger er visiteret til en plejebolig på Gudbjerg Plejecenter har denne og pårørende altid mulighed for at komme og se lejligheden forud for indflytning.
Det er vores vurdering, at det er rigtig godt, hvis lejligheden er indrettet med de møbler og de ting, som er betydningsfulde for borgeren, da overgangen fra en bolig til indflytning på Gudbjerg Plejecenter oftest vil foregå lettere – borgeren vil hurtigere falde til i boligen.
Vi vægter et godt samarbejde med borgeren og de pårørende højt, da vi mener det er grundlaget for at yde den bedste hjælp og støtte til borgeren.
Kontaktpersonen for borgeren, der flytter ind på Gudbjerg Plejecenter, vil derfor tilbyde en indflytningssamtale med borgeren og de pårørende. Dette med henblik på at lære borgeren og de pårørende bedre at kende, men ligeledes for at informere om dagligdagen, de tilbud, vi har på stedet samt afstemme forventninger til hinanden.
Borgeren tilbydes en servicepakke, som betaler den kolde forplejning, rengøringsmidler, aktiviteter m.v.
Den varme mad betales separat og tilberedes i vort eget køkken på Gudbjerg plejecenter.
Der er dagligt en hovedret samt en biret, som borgerne i høj grad har mulighed for at få indflydelse på. Menuen planlægges ca. en måned i forvejen, med afsæt i de ønsker borgerne kommer med.
Ved indflytning, skal borgeren underskrive en fuldmagt, så beløbet til servicepakken og den varme mad betales via træk i social pension.
Gudbjerg


På Gudbjerg Plejecenter prioriterer vi borgerens hverdagsliv, således at borgeren udnytter de ressourcer denne har og borgeren kan leve et hverdagsliv med de ønsker denne måtte have til livet både inde på plejecenteret, men også i videst mulige omfang igennem de daglige aktiviteter, der planlægges på plejecenteret.
Vi prioriterer det at kunne komme udenfor rigtig højt. Derfor planlægger personalet ofte gåture og andre ture ud af huset med vores egen bus. Det er vigtigt for os, at borgerne i høj grad selv er med til at planlægge disse ture og ytrer deres ønsker til hvor turene skal gå hen. Det kan være ture, hvor vi har et reelt formål, indkøb eller seværdigheder, men det kan også være køreture ud i det blå, hvor vi pakker madkurven og lader chaufføren bestemme destinationen.
Vi har ligeledes en duocykel, som vi benytter til at cykle sammen med borgerne i nærområdet – dette styrker både borgernes egne ressourcer og medvirker til at øge livskvaliteten i form af skønne, nærværende oplevelser samt aktivitet.
Borgerne er med til at vælge den mad, der serveres på Gudbjerg Plejecenter. Vi har vort eget køkken, der tilbereder alle måltider efter borgernes ønsker. Gælder der særlige forhold omkring ernæring er dette ligeledes noget, vi imødekommer og indretter madlavningen efter.
Grundlæggende er det et vigtigt princip på Gudbjerg Plejecenter, at borgerne bibeholder deres ret til selvbestemmelse, er aktive i det omfang, de kan i løbet af hverdagen. Det fagligt uddannede personale arbejder således målrettet med udelukkende at understøtte og kompensere borgerne i det omfang, hver person individuelt har behov for det.
Gudbjerg


Kommunen skal i samarbejde med bruger- og pårørenderådet fastsætte vedtægterne for rådets valgperiode, mødestruktur og mødehyppighed samt rådets arbejdsområde og kompetence.
Bruger- og pårørenderåd på plejehjem m.v. skal inddrages ved fastlæggelsen af retningslinjerne for det daglige liv i og omkring boligen, herunder fastlæggelse af retningslinjer for kostplaner, arbejdsrutiner, aktiviteter m.v. Rådene skal desuden inddrages ved retningslinjerne for personalets måde at optræde på.
Bruger- og pårørenderådet mødes cirka fire gange om året sammen med sektionsleder og repræsentanter fra personalegruppen.
Der afholdes valg til bruger- og pårørenderåd hvert år i marts måned.
Plejecenteret er underlagt tilsyn af forskellige myndigheder.
Hvert år kommer der uanmeldt tilsyn fra Svendborg Kommunes myndighedsafdeling, som vurderer plejecenteret ud fra Sundhedsstyrelsens krav.
Plejecentret er underlagt krav om hygiejne og forsvarlig omgang med fødevarer, så det lever op til Fødevarestyrelsens krav. Dette betyder, at der kan komme uanmeldt besøg, når fødevarestyrelsen ønsker at kontrollere det. På baggrund af et sådant besøg vil fødevarestyrelsen udfærdige en rapport med smiley.
Desuden planlægger Arbejdstilsynet fra tid til anden rutinemæssige besøg på alle arbejdspladser, hvilket betyder, at Gudbjerg plejecenter ligeledes kan forvente uanmeldt besøg fra disse.
Plejecenter Øst
| Mandag | 08:00 - 15:30 |
|---|---|
| Tirsdag | 08:00 - 15:30 |
| Onsdag | 08:00 - 15:30 |
| Torsdag | 08:00 - 15:30 |
| Fredag | 08:00 - 13:30 |
| Lørdag | Lukket |
| Søndag | Lukket |
Send Digital Post når du skal du skal sende personlige oplysning om fx helbred, familieforhold eller cpr.-nummer
Telefon
| Mandag | 08:00 - 15:30 |
|---|---|
| Tirsdag | 08:00 - 15:30 |
| Onsdag | 08:00 - 15:30 |
| Torsdag | 08:00 - 15:30 |
| Fredag | 08:00 - 13:30 |
| Lørdag | Lukket |
| Søndag | Lukket |
Skriv sikkert til os
Send Digital Post når du skal du skal sende personlige oplysning om fx helbred, familieforhold eller cpr.-nummer