
Håndværkerparkering
Håndværkerparkering
Med håndværkerparkeringslicens får du to muligheder for parkering:
- Du kan parkere så længe som ønsket på kommunale parkeringspladser, hvor der er en tidsbegrænsning på mindst én time.
- Du kan parkere gratis på kommunale parkeringspladser, hvor der normalt skal betales.
Disse muligheder gælder dog kun, hvis du har brug for at parkere tæt på arbejdsstedet i forbindelse med udførelse af din arbejdsopgave.
Bemærk, at bilen skal være registreret på gule plader med påført CVR-nr.
Parkeringslicensen koster 414 kroner for et år.
Licensen bliver registreret elektronisk i vores system, så der skal ikke ligge nogen synlig licens i bilen.
Parkeringslicensen gælder kun til det køretøj, den er købt til. Husk derfor at gøre alle dine kolleger eller medarbejdere opmærksomme på reglerne.
Overtrædelse af vilkårene kan medføre, at du får en parkeringsafgift. Vi kan også tilbagekalde licensen.
Er du håndværker, kan du købe en licens til parkering, som giver dig nogle udvidede muligheder for at parkere i forbindelse med udførelse af dit håndværk i Svendborg bymidte.
- Håndværkerparkeringslicensen fritager indehaveren fra at overholde tidsrestriktionerne på de offentlige betalingsfrie parkeringspladser (inkl. kantstensparkeringspladser) i Svendborg Kommune, så der kan parkeres hele dagen. Licensen gælder dog ikke, hvor tidsbegrænsningen er under 1 time.
- Håndværkerparkeringslicensen er gældende på pladser med betaling for parkering og fritager indehaveren for betaling for parkering. Licensen er at sidestille med en parkeringsbillet fra en betalingsautomat.
- Håndværkerparkeringslicensen giver ikke lov til at parkere i gågade. Der skal indhentes dispensation fra Svendborg Kommune til den enkelte arbejdsopgave i gågaden.
- Håndværkerparkeringslicensen giver ret til at parkere som beskrevet i punkt 1 og 2, i forbindelse med at køretøjets tilstedeværelse nær et arbejdssted er nødvendig, for at opgaven kan løses.
- Håndværkerparkeringslicensen dispenserer ikke fra færdselslovens bestemmelser om standsning og parkering. Licensen gælder derfor ikke steder, som er reguleret efter færdselsloven.
- Håndværkerparkeringslicensen er kun gældende til det køretøj, hvortil licensen er købt. En håndværker kan erhverve en håndværkerparkeringslicens til hvert køretøj, som pågældende er ejer af.
- Håndværkerlicenser kan erhverves af håndværkervirksomheder jævnfør branchekode i cvr.
- Håndværkeren skal være momsregistreret og registreret ejer af køretøjet.
- Der kan kun erhverves håndværkerlicens til et køretøj med synligt påført cvr.
- Køretøjet må maksimalt have en tilladt totalvægt på 3.500 kg.
- Prisen for en håndværkerparkeringslicens 405 kr. ex moms.
- En håndværkerparkeringslicens gælder 12 mdr. fra købsdatoen.
- Ved udskiftning af køretøj eller andet forhold, der gør det nødvendigt at ændre en håndværkerparkeringslicens i løbet af året, kan der erhverves en ny licens ved henvendelse til Trafik og Infrastruktur.
- Ved misbrug kan håndværkerparkeringslicensen blive inddraget og fornyelse blive nægtet.
- Svendborg Kommune kan på et hvilket som helst tidspunkt ændre på parkeringsrestriktionerne i kommunen, uden at dette giver anledning til refusion af et indbetalt beløb for håndværkerparkeringslicensen.
- Vilkårene for udstedelse af håndværkerparkeringslicenser kan til enhver tid ændres af det gældende politiske udvalg.
Hvis du kun kan løse din arbejdsopgave ved at parkere tæt på arbejdsstedet, kan du søge om dispensation til parkering.
Dispensationen er gratis.
Med dispensationen kan du få tilladelse til at parkere på pladser og langs veje, hvor der normalt ikke må parkeres, eller hvor der er tidsbegrænset parkering. Det kan f.eks. dreje sig om følgende tilfælde:
- Håndværkere (VVS-biler, montørbiler, værkstedsbiler og lignende)
- Flyttebiler (inkl. private biler med trailer i forbindelse med flytning)
- Køretøj, hvor kompressorudstyr eller andet er fastmonteret
- Pressevogne
- Enkeltstående offentlige arrangementer
Skal du have dispensationen til at gælde, hvor der er parkeringsforbud, kræver det politiets samtykke. Vi sørger for at indhente samtykket.
Du kan ikke få dispensation til almindelig parkering. Det betyder, at du ikke kan få tilladelse til at parkere tæt på arbejdsstedet, fordi dine materialer eller lignende ligger i køretøjet. I disse tilfælde bliver du nødt til at aflæsse køretøjet og parkere efter de almindelige regler for parkering.
Dispensationen følger den enkelte opgave, som der søges om. Der kan ikke gives en generel dispensation.